Great Northern spiller med musklerne og kæler for detaljerne | Golf.dk
Hul 15 på Great Northern

Foto: PR

Great Northern spiller med musklerne og kæler for detaljerne

05/07 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Nå, hvordan er den så?

Great Northern er et af de mest imødesete danske golfprojekter nogensinde. Og nu har vi fået lov til at betræde banen, slå slagene og svare på spørgsmålet:

Hvordan er den så?

Et spørgsmål, som det meste af golfdanmark har stillet sig selv.

Great Northern er historien om en mand med dybe lommer og en lige så dyb kærlighed til golfspillet. Thomas Kirk Kristiansen har ønsket sig en golfbane i absolut verdensklasse i hjembyen Kerteminde.

Nu er den realiseret efter et årtis tilløb. Den 8. juli åbner banen for offentligheden og inden da har kun ganske få fået lov at spille den.

Så det er jomfruelig jord, vi betræder, da vi skridter ind på første tee og kigger lige ind i vinden på et par-fire hul, der kan spille op til 430 meter (men dog kun spiller 346 for os denne dag)

Fra de bagerste tees er Great Northern 6.775 meter fynsk muskelmasse. Den er på én gang store armbevægelser og sans for finesse. Finesse som i den måde, greenbunkeren på hul 17 strækker sig helt ned til vanhazarden, så den kommer til at minde om en lille strand. Og så er det bare et af mange eksempler, vi kunne nævne.

Banen og klubben rummer paradokser. Man vil måle sig med verdens førende baner. Faktisk helst overgå dem - det lægger man ikke skjul på i det fynske. Men man vil også skabe et miljø, hvor den almindelige danske golfspiller og hans pengepung føler sig velkommen.

Kunsten at forene verdensklasse med folkelighed kan blive Great Northerns store udfordring.

Det vil tiden vise. Men golfbanen står klar, og dens rå skønhed og finurligheder kan nydes allerede nu.

Banens tårnhøje niveau er åbenlyst fra første til sidste slag. Vi begynder med en driver i modvind til en relativt generøs fairway. Dagens sidste fulde slag er et wedge til en vaskeægte ø-green.

På Great Northern kommer spilleren hele vejen rundt i sit repertoire. Og han kommer godt rundt i det fynske landskab. De fleste af os har nok spillet baner, hvor klubhuset ligger på en bakke. Det betyder som regel, at 9. og 18. hul går op ad bakke.

På Great Northern ligger højeste punkt væk fra klubhuset, men man skal alligevel derop to gange. Udsigten fra 3. tee og fra 13. tee er den samme. Men den er lige majestætisk begge gange, man har kæmpet sig op ad bakken til det punkt, der ligger 40 meter hævet over klubhuset.

Hvis man ikke i forvejen vidste, at Fyn er en ø, så kan man næsten se nok herfra til at opdage det.

Storebæltsbroen ranker sig i horisonten og kan endda bruges som sigtepunkt, når man slår ud på hul 14., som kan spille op til 553 meter, men har konturer som en alpin skipiste. Det er et af banens mindeværdige huller og her er tyngdekraften din ven.

Det er den til gengæld ikke altid på de ti huller, hvor vandet er i spil. Tommefingerreglen på Great Northern er, at når du er på vej op eller ned af den store bakke vest for klubhuset, så behøver du ikke tænke på vand.

På resten af anlægget er der søer. Så store, at der er ægte bølgedannelse i dem og forslugne nok til, at du bør have godt med bolde med.

Vandet er en hel central del af banens dramaturgi. Og jeg kan umuligt spille de sidste fire huller på banen uden at tænke på, at de er bygget med tv-transmissioner in mente.

På Great Northern lægger man ikke skjul på ambitionerne om at afvikle internationale turneringer. Og banens finish er som skabt til tv-drama. På de sidste fire huller er vand hele tiden i spil.

På 15. hul er der vand i seks niveauer lige foran green - med vandfald fra niveau til niveau. Hullet efter er der en bæk i venstre, som bugter sig ind i fairway lidt før green. Lidt som 18. hul på Quail Hollow, hvor der næste måned skal spilles US PGA Championship.

17. er et par tre-hul med vand foran green, og så er der det uundgåelige 18. hul.

Folkene bag Great Northern mener selv, at de har 18 huller, der ville være banens bedste hul på næsten alle andre baner. Men mit gæt er, at afslutteren bliver signaturhullet.

Det er et kort par fem-hul med vand i hele venstre side og en ø-green. For os spiller det denne dag 428 meter i medvind, og det er fristende fra teested at tænke, at hvis jeg slår driveren perfekt og får det helt rigtige rul, så kan jeg måske gå efter green i to.

Jeg ender selvfølgelig med at forsøge at spille safe med en tre-kølle og så slå i vandet alligevel.

Den vigtige pointe er, at Great Northern tvinger dig til at tænke. Den stiller krav og vil imponere uden at lefle for nogen golfspiller. Men hvis du slår de gode slag derude, så er der også pars og birdies at hente.

Om Great Northern er Danmarks bedste bane vil blive diskuteret. Jeg ved det ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det er fantastisk nyt for dansk golf, at vi nu har en bane, der klart hører til i den diskussion - og som også vil mænge sig med de bedste i resten af verden.

Den fynske storbane skiller sig ud ved sit design og sin stand. Men den har samtidig et visuelt udtryk, som er unikt i Danmark. En næsten fuldstændig åben bane, som er opdelt i en kuperet og en flad del, og hvor vind og vand hele tiden skal tages med ind i dine overvejelser.

Greens ruller flot, men er ikke lynhurtige denne dag i begyndelsen af juli. Mange greens har klart adskilte plateauer og områder, og det er nemt at få øje på fem-seks pinplaceringer på hvert hul, som alle forandrer den tilgang, som spilleren bør have til hullet.

Den koster 900 kroner at spille for greenfeegæster. Det er klart mere end de fleste danske baner. Men det er mindre end mange koncertbilletter her til lands, og det er billigere end en returbillet med plads i toget mellem Aalborg og København.

Vi har fået lov til at låne en buggy, da vi spiller banen. Displayet i forruden bipper og fortæller os, hver gang vi kører forbi et toilet og en hane med drikkevand. Her er toiletterne bygget i samme materiale som det allerede ikoniske klubhus.

Lokummer i granit fragtet fra Grækenland!

Det er et touch ud over det sædvanlige, ligesom gong-gongen, som man kan slå til mål efter på driving range.

Undervejs på runden kommer vi til at tale om, at der tilsyneladende ikke er nogen boldrensere på banen, sådan som vi kender det fra andre danske baner. I vores firebold joker vi med, at på så fin en bane tager man selvfølgelig en ny bold på hvert hul.

Tør det tænkes, at man har glemt at sætte boldrensere ud - når nu detaljeorienteringen er så komplet på hele resten af anlægget?

Så slår det mig, at måske er der ikke boldrensere, fordi de bare ikke er nødvendige. Dagen inden vores runde har det øset ned. Alligevel er min bold ikke mudret en eneste gang. Great Northern dræner enestående godt.

Der ligger 30 centimenter Kattegat-sand under al græs på fairway og teesteder, så banen kan dræne 700 millimeter vand i timen ud i banens søer. Til orientering defineres et skybrud som 15 millimeter regn på en halv time.

Jeg glemmer at spørge om det med boldrenserne, da jeg kommer ind i klubhuset. Spørgsmålet er også ligegyldigt og langt under petitessegrænsen.

Great Northern er en storslået golfoplevelse. Bygget med dyb forståelse for golfsportens kerne og stor kærlighed til spillets væsen.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer