Verdens bedste stiger til tops | Golf.dk
Dustin Johnson overtog lørdag førstepladsen på Hawaii fra Brian Harman.

Foto: Getty Images

Verdens bedste stiger til tops

07/01 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

I mere end 10 måneder har Dustin Johnson indtaget førstepladsen på verdensranglisten. Den 33-årige amerikaner vandt fire turneringer i 2017, og han har vundet mindst én gang hver sæson i 10 år. Den rekord kan strækkes til 11 denne uge, men trods al succesen ventede der alligevel spørgsmål om ar på sjælen, da Johnson kom i presserummet efter at have overtaget førstepladsen i Sentry Tournament of Champions.

Sent i oktober var det forventet, at søndagen ved HSBC Champions skulle blive en æresrunde for Johnson, men han endte med at formøble et stort forspring. Verdens bedste brugte 76 slag og gav Justin Rose chancen for først at lukke et hul på otte slag og rykke forbi på vej mod en to-slags sejr. 

Siden dengang har Johnson kun spillet med i Tigers Hero orld Challenge, hvor han blev nummer 14 ud af 18 spillere, men skuffelsen i Kina er alligevel allerede blot en lille prik i bagspejlet.

-Jeg tænkte ikke på det før Todd (Lewis, Golf Channel red.) spurgte mig om det for et øjeblik siden. Men altså, det er lang tid siden. Det her er en helt anderledes golfbane. Det er to måneder siden eller sådan noget. Så jeg vil prøve ikke at tænke på det i morgen, og forhåbentlig lykkes det. Jeg har bare brug for at gå ud og spille mit spil og se hvad der sker, sagde Johnson.

Vurderer man kun ud fra væremåden, kan man hurtigt komme i tvivl om, hvorvidt Johnson overhovedet har en puls. Intet lader til at bringe ham ud af fatning, men måske har han ikke helt let ved at holde følelserne i ro i kampens hede. I hvert fald var nederlaget i Kina langt fra første gang, et forspring er over styr. Ud af 10 førstepladser efter 54 huller i karrieren på PGA Touren har Johnson vekslet fire til sejre. 

På Kapalua har Johnson et forspring på to slag. Det blev opbygget med en stærk slutspurt lørdag. Efter dagens eneste bogey på hul 11 svarede han igen med at slå bolden i hul for eagle fra 65 meter på hul 12. Derfra fulgte tre birdies, og så stod der -7 på scorekortet.

Samlet er Johnson 16 under par. Nærmeste forfølger er Brian Harman (69). Det spanske stortalent Jon Rahm matchede Johnsons 66'er for at rykke til tredjepladsen i -12. Skulle han vinde, kan det potentielt give et ryk op til andenpladsen i verden.

Turneringen kan ses på C More Golf.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer