Tidlig julegave til nordsjællandske golfentusiaster | Golf.dk
Ann-Britt Nordkvist, Golf Manager hos REE Golf A/S og Ulrik Finnemann, Direktør i Nivå Golf Center giver hånd på en julegave til klubbens medlemmer

Tidlig julegave til nordsjællandske golfentusiaster

08/12 - 2017 | Pressemeddelelse

Nivå Golf Center og Ree Golf A/S har indgået en juleaftale om fritspil på hinandens 18-hullers baner. Ønsket er at give en tidlig julegave til nuværende og kommende fuldtids- og hverdagsmedlemmer i begge klubber, der på sigt skaber merværdi i medlemskabet.

”Det er med stor glæde, at vi præsenterer denne fritspilsaftale til medlemmerne i Nivå og Ree Golf klubber. Der har i nogen tid været drøftelser med Nivå Golf Klubs formand, Thorkild Bang om, hvordan vi kunne lægge ekstra værdi til vores fuldtid- og hverdagsmedlemmers tilbud. Det er mundet ud i en tidlig julegave til alle nuværende og kommende medlemmer,” udtaler Ulrik Finnemann, Direktør i Nivå Golf Center.

De to klubber har modsat andre klubbers fritspilsordninger fokuseret på, at der ikke særskilt skal opkræves et beløb for ordningen. Det vil altså ikke koste noget ekstra som medlem at få mulighed for at spille på hinandens baner.

”Vi ved, at vores medlemmer sætter pris på, at kunne afprøve andre golfbaner i ny og næ, og gerne uden at skulle køre langt, så aftalen med Nivå Golf A/S passer perfekt til vores medlemmers ønsker”, udtaler Ann-Britt Nordkvist, Golf Manager hos REE Golf A/S.

Den tidlige to gange 18-hullers julegave kan åbnes fra den 1. april 2018, hvor fritspilsaftalen gælder fra. Booking af starttid vil skulle ske som ved normalt greenfeespil via Golfbox, men altså med dén markante forskel, at det sker uden beregning. Derfor er der noget at se frem til for medlemmerne både i Ree- og Nivå Golf i det kommende år.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer