Rahm fortsætter himmelflugten | Golf.dk
Jon Rahm er favorit til at tage sejren i ugens CareerBuilder Challenge.

Foto: Getty Images

Rahm fortsætter himmelflugten

18/01 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

For et år siden ankom Jon Rahm til CareerBuilder Challenge uden den store fanfare. Efter nogle imponerende resultater opnået via sponsorinvitationer var spanieren en, som mange havde forventninger til, men han havde stadig det hele at bevise.

Dengang var Rahm et godt stykke uden for top-100 i verden, og det ændrede en delt 34. plads på banerne La Quinta, Stadium Course og Nicklaus Tournament Course ikke stort ved.

Der skulle dog ikke gå længe før gennembruddet kom. En uge senere sejrede han på Torrey Pines, og siden har han ikke kigget sig tilbage. 2017 blev lukket ned med sejren i DP World Tour Championship, og da han bankede støvet af køllerne ved Tournament of Champions på Hawaii, blev det til en andenplads.

De resultater har bragt 23-årige Rahm op på tredjepladsen i verden, og med et godt resultat denne uge kan han rykke forbi Jordan Spieth på andenpladsen.

- Da jeg kom her for sidste år, var det min fjerde turnering som medlem af PGA Touren, mener jeg. Så alt var stadig ret nyt for mig. Jeg følte mig som en rookie, som skulle lære tingene hen ad vejen. Efter et år og det, jeg har præsteret, føler jeg mig meget mere komfortabel, sagde han på sit pressemøde onsdag.

Der er ingen grund til at tvivle på det udsagn, og det bør give konkurrenterne nervøse trækninger. Rahms tidlige resultater minder om en vis Tiger Woods, og det hænger måske sammen med, at spanieren har adopteret den samme mentale tilgang til at spille turneringer. 

- Mine forventninger denne uge er de samme som sidste år. Jeg spiller for at vinde. Det er det, jeg sigter mod, når jeg går ind til hvilken som helst turnering, og det gjorde jeg også sidste år. Det er sandsynligvis derfor, jeg fik succes så tidligt i min karriere.

Siden Rahm senest spillede CareerBuilder Challenge har han deltaget i 26 turneringer. Tre gange er han endt med trofæet og i 12 er han sluttet i top-5. Den lynhurtige vej gennem de professionelle lag til trods er der ingen tegn på mæthed. Tværtimod er blikket er rettet mod golfens fire kronjuveler.

- Jeg vil forsøge at gøre det samme i de regulære turneringer, og som jeg har sagt mange gange tidligere, vil jeg gerne gøre det bedre i majors. Jeg ved ikke hvorfor, men sidste år fik jeg ikke tingene til at ske i majors. Det var nogle af de få uger, hvor jeg spillede dårligt, men forhåbentlig bliver det bedre i år, og måske kan jeg komme til at spille med om sejren en af dem.

Først gælder det dog ugens turnering i Californien, og i den lægger Rahm ud side om side med Bubba Watson på La Quinta klokken 17.40 dansk tid.

Brian Harman er feltets næsthøjest rangerede spiller på verdensranglistens 20. plads. På deltagerlisten er også spillere som Patrick Reed, Phil Mickelson og sidste uges vinder, Patton Kizzire.

Du kan følge Rahm, Mickelson og de andre i ugens turnering på C More Golf.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer