Pro får tre års karantæne for at give tilskuer fingeren | Golf.dk
På den koreanske tour tager man det meget alvorligt, når en spiller viser upassende opførsel.

Foto: Colourbox

Pro får tre års karantæne for at give tilskuer fingeren

02/10 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Den professionelle golfspiller Bio Kim kan nu se frem til tre års karantæne fra sin hjemlige tour - Korean Tour.

Den koreanske tour har givet Bio Kim tre års karantæne for i søndags at have givet fingeren til en tilskuer under turneringen DGB Financial Group Volvik Daegu Gyeongbuk Open.

Det rapporterer flere medier.

Bio Kim har tidligere spillet på den amerikanske Korn Ferry Tour, og i 2011 var han medlem af PGA Tour.

Hændelsen fandt sted på 16. teested under turneringens finalerunde. Angiveligt blev Kim forstyrret af, at en mobiltelefon begyndte at ringe midt i hans sving. Det gjorde Bio Kim rasende. Han gav tilskueren fingeren og hamrede sin driver ned i jorden.

Han vandt efterfølgende turneringen, og han styrkede dermed sin position som nummer et på Korean Tours pengeliste.

Det kan han dog ikke bruge til meget nu, hvor han altså er suspenderet i tre år fra touren.

Han sagde undskyld efter runden, men lige lidt hjalp det.

På de vestlige tours er der også enkelte eksempler på, at en spiller har givet publikum fingeren. Sergio Garcia gjorde det under US Open på Bethpage i 2002, mens David Toms har gjort det under The Memorial Tournament.

Ingen af de to blev dog straffet. 

 

User Comments:

  • Golfetikette er vigtigt og giver god rettesnor

    16/10 - 2019 | Tom Bruun Andersen

    3 år er nok ude af proposition og måske derfor at der på den vestlige halvkugle ikke dømmes så hårdt. Et relateret brud på etiketten er når spillere totalt overreagerer på en dårligt slag og smider deres golfkøller i samme retning som bolden skulle have været. Mig bekendt er der ikke mange som er øvede i at kaste med køllerne og flere gange har jeg set, at køllerne nær har ramt medspillere (på grund af dårlig kasteteknik) - her mener jeg at der bør være en sanktion med en mindre karantæne periode

  • Enig

    04/10 - 2019 | Kurt Pedersen

    Jeg er helt enig, det er vildt hysterisk. 3 måneder - måske, og tilskueren skulle have været marcheret ud af banen i førergreb.

  • Tre års karantæne ....

    02/10 - 2019 | Anne-Merete Maron

    For en fuckfinger! Det er godt nok for meget! Ok for golfetikette og god tone, men forseelsen med mobiltelefonen burde have givet en alvorlig repremande! Der blev givet undskyldning efterflg for at have forløbet sig med fingeren, men mon ikke den skulle være endt der!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer