Paver og prinser på Pebble - hold øje med disse | Golf.dk
Vi giver nogle kvalificerede bud på spillere, der kan løbe med hæderen og pladsen i historiebøgerne i denne uge.

Foto: Getty Images

Paver og prinser på Pebble - hold øje med disse

12/06 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Der er masser af spænding i denne uge på Pebble Beach.

Adskillige spillere har noget særligt at bevise, og der vil være stor fokus på, om banen ved endnu en US Open kommer til at spille så svært, at nogle spillere begynder at pive - som eksempelvis Phil Mickelson gjorde det sidste år, da han begik et bevidst regelbrud i protest mod USGA, der arrangerer US Open.

Men til syvende og sidst handler den største spænding om, hvem der står ved Stillehavets bred og poserer med trofæet natten til mandag dansk tid.

Vi giver dig her et bud på fire troværdige favoritter - og fire troværdige outsidere.

Favoritter

Brooks Koepka: Ikke til at komme uden om. Verdens nummer et og vinder af 50 procent af de majors, han har spillet de sidste to år. Er næsten altid med fremme i de helt store turneringer og er ved at skabe sig et renommé som den største spiller i sin generation - det skulle lige være, hvis ikke en vis nordirer stiller sig i vejen…..

Rory McIlroy: Gjorde jo noget á la det, som Koepka er i gang med i årene 2011-2014, hvor han vandt fire majors. Siden er formen fladet lidt ud, men den 30-årige McIlroy har vundet The Players Championship i år. Turneringen er formentlig verdens femtestørste turnering. Og i sidste uge smadrede Rory McIlroy så resten af feltet ved Canadian Open.

Dustin Johnson: Godt nok smed han US Open på Pebble Beach i 2010, men verdens nummer to er den nyere tids konge af Pebble, når det drejer sig om det årlige tourstop, AT&T Pebble Beach. Her er han sluttet i top-5 syv gange, herunder to sejre i rap i 2009 og 2010.

Tiger Woods: Det er virkelig svært at vide, hvad legenden bærer med sig af form. Men når han nu er tilbage som verdens nummer fem, har vundet en major allerede i år, og desuden leverede sit måske bedste spil nogensinde ved US Open på netop Pebble Beach i 2000, så hører han til på listen over favoritter.

Outsidere

Adam Scott: Australieren har ikke vundet noget som helst siden 2016, og derfor er han heller ikke blandt de store favoritter. Men der er flere lovende tegn. Ved de sidste tre majors har han været tæt på. En 3. plads, en 8. plads og en 18. plads ved Masters, hvor han delte føringen før weekenden, er det blevet til. Han blev også nummer to i sin allerseneste turnering, The Memorial. Og vi taler trods alt om en mand, der var nummer et i verden for fem år siden.

Xander Schauffele: Kan du være outsider, hvis du er nummer ti i verden? Ja, hvis ingen golffan genkender dig på gaden eller ved, hvordan man staver til dit navn. Siden Xander Schauffele spillede sig ind på verdensscenen i 2017 har han en 2. plads ved The Open, en 2. plads ved The Masters, en 6. plads ved US Open og en sejr ved en World Golf Championship. På et tidspunkt kommer der en majorsejr.

Matt Wallace: I Danmark ved vi selvfølgelig godt, hvad engelske Matt Wallace er i stand til. Sidste års Made in Denmark-vinder tror tydeligvis på sig selv. Fire sejre på europatouren i 2017 og 2018 var et godt springbræt. I sidste måned blev han nr. 3 ved PGA Championship. Så er der pludselig ikke så langt til den øverste top længere.

Matt Kuchar: Veteranen mangler stadig en majorsejr. Og i år har han trukket overskrifter af de forkerte årsager. Men han har også spillet forrygende godt. I årets to majors er han sluttet på en 8. plads og en 12. plads. Siden januar har han en sejr ved Sony Open, samt to 2. pladser og to 4. pladser. Da US Open blev spillet på Pebble Beach i 2010 blev han nr. 6.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer