Ny teknologi kan reducere klubbernes pesticidforbrug | Golf.dk
Præcisionssprøjtning kan være vejen mod et lavere pesticidforbrug i de danske golfklubber.

Foto: Dansk Golf Union

Ny teknologi kan reducere klubbernes pesticidforbrug

15/11 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

De danske golfklubber gør en målrettet indsats for at reducere deres forbrug af pesticider.

Et fremtidigt skridt i den retning kan være det system til præcisionssprøjtning, som den danske virksomhed Agrointelli har udviklet.

Et system, som man med støtte fra Miljøstyrelsen, har været ude for at afprøve i Mollerup Golf Club. Du kan se et videoindslag fra dagen her.

 

- Vi følger med i den nyeste udvikling, og vi vil gerne afprøve tingene. Vi håber, at det bliver muligt at komme ud og foretage flere forsøg. De første erfaringer var positive, og vi vil gerne have flere erfaringer, siger Torben Kastrup Petersen, der er banechef i Dansk Golf Union,

Præcisionssprøjtning går kort sagt ud på, at man med hjælp fra et intelligent redskab kan spotte ukrudt, mens man kører, og sikre, at der kun bliver sprøjtet lige præcis de steder på banen, hvor der er brug for det.

- I forhold til en fuld sprøjtning af banen, kan man reducere brugen af pesticider med omkring halvdelen, vurderer Torben Kastrup Petersen.

Da golfklubberne i dag bruger få pesticider, vil det imidlertid ikke være den økonomiske besparelse alene som kan drive udviklingen. Her kan det i en opstartsperiode være nødvendigt med en form for støtteordning, som kan skubbe yderligere til udviklingen.

Der er dog også yderligere perspektiver i præcisionssprøjtning, som den, der blev afprøvet i Mollerup.

- Fordi man bruger et kamera og nogle præcise algoritmer, så kan klubberne arbejde med nogle konkrete skadetærskler for, hvor meget ukrudt, der må være i et område, før man sprøjter. Sådan et redskab har vi ikke haft før, lyder det fra Torben Kastrup Petersen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer