Nicole godt fra start i birdiefest på Hawaii | Golf.dk
Nicole Broch Larsen er nummer 169 på ugens verdensrangliste.

Foto: Getty Images

Nicole godt fra start i birdiefest på Hawaii

18/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Efter en uges pause er LPGA Touren tilbage i aktion. Denne gang skal der kæmpes om to millioner dollars og en førstepræmie på 300.000 på Ko Olina Golf Club. Det er et sted, hvor det flyver med birdies, når der er mindre vind end vanligt, og det var tilfældet onsdag, da turneringen gik i gang.

Særligt godt gik det 20-årige Nelly Korda. Den yngste af Korda-søstrene brugte blot 30 slag på de første ni huller og føjede tre birdies til scorekortet på bagni. Samlet blev det til ni birdies og ni pars for verdens nummer 10, og det gav en runde i 63 slag.

Eun-Hee Ji var også bogeyfri under sin 64'er, som giver andenpladsen alene. Samlet set lavede de seks bedst spillere kun tre bogeys onsdag. Med i den gruppe finder man den forsvarende mester, Brooke Henderson på tredjepladsen i -7.

Det blev også til scores under par for de to danske medlemmer af LPGA. Senest Nicole Broch Larsen var i aktion, hentede hun en 28. plads, sit bedste resultat på den amerikanske tour siden maj sidste år, og to ugers turneringspause har ikke påvirket den lovende form.

Broch Larsen, som fylder 26 om mindre end en måned, lagde ud med birdie på dagens første hul, og det blev en af fem onsdag. Hun var -1 efter 13 huller, men så producerede Hillerød-spilleren tre birdies i træk for at spille sig frem til 17. pladsen i -4. Derfra er der fem slag frem til Korda på førstepladsen, men afstanden til top-10 er kun ét slag.

Ligesom Broch Larsen lavede Nanna Koerstz Madsen fem birdies i løbet af første runde på Honolulu, men Ko Olina tog også fire slag tilbage. Hendes runde i -1 rækker til en mangedelt 59. plads, lige inden for cutgrænsen.

Den er vinderen fra 2017 på den forkerte side af. Cristie Kerr er nummer 81 i par. Faldt cuttet efter 18 huller, ville det også blive et farvel til Hawaiis egen Michelle Wie og den forsvarende mester i Women's British Open, Georgia Hall.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer