Mickelson drukner fire bolde | Golf.dk
Torsdagen i 3M Open var hård mod Phil Mickelson.

Foto: Getty Images

Mickelson drukner fire bolde

05/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Med Phil Mickelson er det aldrig kedeligt. Om han er velspillende eller ej, er det altid underholdende at følge den femdobbelte majorvinder. Det næste risikobetonede redningsslag er aldrig langt væk; Mickelson risikerer gerne en doublebogey i jagten på en birdie. 

Sådan har han altid spillet, og hvem kan argumentere mod 44 sejre på PGA Touren? 

Den flamboyante spillestil virker, men ikke hver gang. Torsdag blev han straffet under første runde af 3M Open. Den nye turnering spilles på TPC Twin Cities i Minnesota, og under sit første møde med banen slog Mickelson hele fire bolde i vandet. 

Problemerne startede på 18. hul, hans niende for dagen, da han slog sit drive i vandet i højre. Efter et drop havde han over 260 meter over vand for at nå green, men i stedet for at spille sikkert frem i fairway, satsede Mickelson butikken og gik efter vinderslaget. Bolden nåede ikke tørskoet i land, og så måtte der en frisk op af bag'en. Da han puttede ud, stod der otte på scorekortet.

På  banens andet hul var det igen et teeslag i højre, som kom til at koste den venstrehåndede dyrt, og på dagens sidste hul var det slaget mod green, som plaskede i vandet højre om målet.

Det blev til en runde i 74 slag, +3, hvilket giver en delt 133. plads.

- Åh gud. Jeg havde syv straffeslag. Man kan ikke konkurrere, når man gør det. Det er frustrerende, for jeg følte, jeg lavede nogle gode sving. Jeg havde også nogle frygtelige, sagde Mickelson.

Den 49-årige amerikaner har fem slag op til cutgrænsen. Turneringen føres af Scott Piercy, som lavede ni birdies og ni pars på vej mod en 62'er. Han har to slags forspring ned til Hideki Matsuyama og Adam Hadwin.

I jagten på sin tredje regulære PGA Tour-titel lagde den firedobbelte majorvinder og nuværende verdensetter, Brooks Koepka, ud med en 67'er, -4. Det giver en delt 18. plads efter de første 18 huller.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer