Made in Denmark får ny dato i 2016 - bliver sidste turnering i Ryder Cup kvalifikationen | Golf.dk

Made in Denmark får ny dato i 2016 - bliver sidste turnering i Ryder Cup kvalifikationen

14/08 - 2015 | Martin Rahbech

Kvalifikation til Europas Ryder Cup hold i 2016 slutter ved næste års Made in Denmark. Det betyder, at Made in Denmark endnu engang skifter dato og til næste år spilles i fra den 25. – 28. august.

Den nye dato betyder, at Made in Denmark spilles efter Czech Open, og altså ikke efter en Major som de første år.

- Vi er stolte over, at Ryder Cup kvalifikationen slutter efter næste års Made in Denmark. Det er endnu en anerkendelse fra The European Tour for den turnering vi har skabt her i Danmark, siger promotor Flemming Astrup.

Kvalifikationen til Ryder Cup 2016 begynder i næste måned i Rusland ved M2M Russia Open. Og efter Made in Denmark næste år vil de fire førende spillere på The European Points List samt de fem førende på World Points List kvalificere sig til Darren Clarkes 12-mands hold, der skal møde USA på Hazeltine National i Minnesota fra den 30. september til den 2. oktober.

Darren Clarke spiller med i dette års Made in Denmark og glæder sig over, at turneringen i 2016 bliver den sidste tællende turnering til Ryder Cup.

- Vi så alle sammen hvilken fantastisk atmosfære, der blev skabt ved Made in Denmark for et år siden, og jeg er sikker på, det kun intensiveres, når man lægger spændingen om Ryder Cup kvalifikationen oven i, siger Clarke.

- Det føles nok som langt væk, men Danmark vil være det perfekte sted, at slutte kvalifikationen, og jeg ser frem til at spille med i Made in Denmark i næste uge for selv at opleve stemningen. Lige som spillerne kan jeg heller ikke vente på, at selve kvalifikationen begynder i Rusland om fire uger, og jeg er sikker på, at der vil være intens konkurrence om pladserne helt frem til næste års Made in Denmark.

- Made in Denmark var en stor succes sidste år med flere end 82.000 tilskuere, der skabte en fantastisk stemning, og forhåbentlig kan det ekstra drama med afslutningen på Ryder Cup kvalifikationen være med til at øge spændingen ved vores turnering. Vi glæder os til at byde Darren Clarke velkommen i næste uge, og vi ønsker ham og alle spillerne held og lykke med kvalifikationen frem mod Ryder Cup 2016, siger Flemming Astrup.

Made in Denmark vil være den eneste tællende turnering til Ryder Cup kvalifikationen i den uge. 

På grund af næste års Olympiske Lege i Rio, hvor golf igen er med, er der rykket rundt på flere af de største turneringer. The Open spilles fra den 14.- 17. juli, US PGA Championship fra den 28.- 31. juli, mens den olympiske golfturnering spilles fra den 11. – 14. august.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer