Louise Markvardsen et skridt nærmere italiensk top | Golf.dk
Louise Markvardsen er bedst placeret af de danske deltagere efter første runde i Italien.

Foto: Brian Rasmussen

Louise Markvardsen et skridt nærmere italiensk top

20/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I Louise Markvardsens tre tidligere ture til Italian International Ladies' Amateur Championship har der været fremgang år efter år. Den 21-årige fra Smørum lagde ud med en 59. plads i 2016, fulgte op med en 23. plads året efter, og for 12 måneder siden blev hun nummer 15.

I år er slagspilsturneringen rykket til Sardinien og Circolo Golf på Is Molas Resort, og onsdag tog Markvardsen det første skridt mod et nyt personligt bedste i Italien.

Hun brugte 73 slag på en runde, hvor højdepunktet var en eagle på det relativt korte par fem hul 15. 73 slag svarer til +1 og en delt 10. plads, og derfra er der kun tre slag frem til førstepladsen.

Markvardsen er ikke den eneste af de danske deltagere, som kom flot fra start. Sofie Kibsgaard har ligeledes tidligere gjort det godt i Italien, og hun er kun et slag efter sin landsmand efter en runde i 74 slag med fire birdies, fire bogeys og en double. Scoren rækker til en delt 14. plads, og i nationsturneringen svarer deres samlede score til fjerdepladsen, fem slag fra toppen.

Smilla Sønderbys runde i 78 slag blev kasseret i holdkonkurrencen, men individuelt skal hun torsdag forsøge at forbedre en delt 42. plads.

Blandt herrerne på fastlandet er der dobbelt så mange danskere med, men ingen af dem er helt ligeså godt placeret som de fremtrædende damer.

Der var dog ganske pæne udlæg af Frederik Sejr og Frederik Hedmark på Acaya Golf & Country Club. De brugte hver 75 slag, fire over par, og det giver en delt 19. plads.

Den tredje Frederik, Kjettrup, er næste dansker i tabellen. Han lavede fem birdies, men der stod alligevel 77, da scoren blev lagt sammen. Det giver en delt 36. plads.

Længere tilbage finder man Mads Røddik i 79 slag, Kasper Nyland i 86 slag og Victor Sidal Svendsen i 91.

Turneringen føres af engelske James Cass. Han var eneste spiller under par og fører med to slag i 69. De to gange Frederik i +4 har kun fire slag op til podiet. 

Stillingen hos damerne
Stillingen hos herrerne   

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer