Lübker er tæt på lukning | Golf.dk
Lübker Golf Club er en af de mest anerkendte golfbaner i Danmark. Lige nu er banens fremtid mere uvis end nogensinde.

Foto: PR

Lübker er tæt på lukning

02/01 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Lübker Golf Resort har længe haft en presset økonomi og lige nu er golfanlæggets fremtid særdeles usikker.

Ifølge JP Finans har ejeren af resortet og anlægget, Carl Aage Nielsen, skrevet til alle bolig- og grundejere i resortet, at Lübker Golf Club nu har opsagt alle medarbejdere og lukket banen.

Bestyrelsesformand i Lübker Golf Club, Thomas Kylling, bekræfter meldingen.

Til Golf.dk siger han, at man har indkaldt til et bestyrelselsesmøde i Lübker Golf Club onsdag aften.

- Der tager vi stilling til fremtiden og så kan vi meddele baneejeren, hvad vores tilgang til det her bliver, siger Thomas Kylling.

Lübker har hele tiden haft svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Ifølge Thomas Kylling har baneejeren hidtil indvilliget i at holde hånden under klubbens økonomi. Men nu er tålmodigheden tilsyneladende opbrugt.

- Vi har ikke likviditet til at køre 2018-sæsonen igennem, begrunder Thomas Kylling belslutningen om at afskedige alle medarbejdere.

Han fortæller dog endvidere, at klubben også i 2015 afskedigede sit personale, men at man dengang fandt en løsning, så klubben til syvende og sidst kunne køre videre.

Det spørgsmål, som danske golfelskere vil sidde tilbage med, er om det flotte 27-hullers anlæg nu bliver pløjet op, eller om det fortsat vil være spilbart.

- Den bliver ikke pløjet op. Men den vil være lukket i en kortere eller længere periode. Jo længere tid, der går, jo sværere er det at få til at ligne en golfbane igen, siger Thomas Kylling.

Han mener, at baneejeren må tage stilling til, om han vil finde en ny lejer af banen eller køre den videre i et helt andet regi.

Derfor er der et betydeligt tidspres på parterne i den økonomisk anspændte situation.

Klubbens medlemmer får tilsyneladende heller ikke meget mere at vide lige med det samme. Ifølge Thomas Kylling vil man på onsdag tage stilling til, om man vil finde en måde at køre videre på eller eventuelt begære klubben konkurs.

Først derefter melder man noget ud til medlemmerne.

Lübker er med sine godt ti år på bagen et relativt nyt anlæg og har siden sin åbning været betragtet som en af Danmarks bedste golfbaner.

De tre sløjfer á ni huller er designet af Robert Trent Jones II og bærer navnene Sand, Sky og Forest.

Hul 2 på Sand-sløjfen blev i år udvalgt som et af Danmarks allerbedste par 3-huller.

Ifølge JP Finans faldt en redningsplan for golfanlægget til jorden, fordi nogle boligejere i resortet ikke ville stemme for et forslag, der skulle omstrukturere og redde Lübker Golf Resort.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer