Jeg er sgu pjattet med det | Golf.dk

Jeg er sgu pjattet med det

01/12 - 2016 | Henrik Søe

Temperaturen er helt i bund på denne tidlige novemberdag. En isnende vind blæser ind over anlægget i Hedeland og leverer chill-faktor for alle pengene. Men solen skinner, og humøret er højt, da Brian Lykke med solbriller i panden og et jern i hånden hopper ud af bilen. Klar til en hurtig omgang golf og en snak. Nu skal vi finde ud af, om der er basis for en længerevarende kærlighedsaffære - eller om golf slet ikke var Lykke.

Banen i Hedeland har været lukket på grund af frost, men ud på eftermiddagen er jorden tøet op, så vi får lov at spille et par 3-hul på 18-hullers banen. Brian har endnu ikke fået sit golfkørekort, så det er hans debut på den store bane.       

- Det er fedt, det her, siger Brian på vejen ned mod teestedet, inden han stopper op og kigger sig forvirret omkring.

Fra teestedet er der udsigt til mindst fire flag i nærheden, så debutanten har svært ved at udpege retningen. Vi finder det rigtige flag - cirka 110 meter væk, og Brian teer bolden op - cirka en halv meter foran markeringerne. Trods en ægte koldstart og tyk vinterjakke slår han et forbavsende fint slag, som ender i en bunker bag green. Der er tydeligvis sket forbedringer, siden han første gang fik et jern i hånden.

- Det må være det længste slag, jeg nogensinde har slået, siger han og ligner en 12-årig dreng, der netop har fundet en sjælden Pokemon.

- Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor fedt jeg synes, det er. Bare sådan en dag som i dag, selv om det er koldt at komme ud i den friske luft. Det giver mig noget energi, og det gør mig glad, siger Brian Lykke, der med egne ord tror på, at han kan blive sådan nogenlunde “okidoki” til golf.

 

Wauw, altså

- Det er virkelig fedt at ramme den, og det er sjovt, at sådan en lille ting kan give så stor en lykkefølelse. Samtidig er det jo simpelthen så fantastisk svært at ramme bolden rigtigt og få alle kropsdelene til at arbejde sammen. Det kommer virkelig bag på mig, hvor mange lag der er rent teknisk. Først skal du have hænder, arme, ryg i position, og så skal du ned i knæ og huske den rigtige afstand mellem fødderne. Så slår du til bolden, og så skal du starte forfra igen ved næste slag. Wauw altså, lyder det fra Brian Lykke.

- Men jeg må jo erkende, at jeg kun har kradset i overfladen. Jeg har ikke haft så travlt et år siden 2011, så det har nærmest været umuligt at finde en længere periode, hvor jeg for alvor kunne tage det store ryk, der kræves. Fra at have masser af tid i starten af året gik jeg til at dobbeltjobbe i lange perioder, siger Brian Lykke, der har haft travlt med alt lige fra revy, radio, børne-tv, reklamefilm, tv-shows, tegnefilm til firmaarrangementer - og familien.

- Så golf er desværre røget lidt ned på prioritetslisten, og det ærgrer mig jo, at jeg ikke har kunnet gøre mere ved det, når jeg nu synes, det er så fedt.

 

Tirsdag formiddag

Brian Lykke hopper ned i bunkeren og skal bruge et par slag på at få bolden op. Der er stadig en del teknikker, der skal finpudses, men glæden over at være på græs lyser ud af ham. Og selv om han som kanin stadig befinder sig i buret, har han ikke svært ved at forestille sig, hvad der venter derude i en forhåbentlig ikke så fjern fremtid.

- Der er så mange aspekter i det her, som jeg glæder mig til. Jeg skal i gang med et større projekt næste år, som kræver en masse udvikling, og jeg er ikke typen, der kan sætte mig ned foran skærmen og skrive. Så her er golf jo helt perfekt, fordi jeg kan fordybe mig i det samtidig med, at jeg kan gå og tænke nogle tanker mellem slagene. Jeg har gået og glædet mig til at kunne sige: Det er tirsdag formiddag, klokken er 11 - og jeg spiller golf, siger Brian Lykke med et stort skævt grin.

- Og så er der jo hele det sociale element. Jeg kan ikke vente med at gå en runde med et par kammerater og spise en frokost bagefter. Det bliver så fedt. Og golf giver jo også mulighed for at tale sammen om mere alvorlige emner. Det er jo lidt sværere i fodbold at stå der ved hjørneflaget og vende en livskrise med en holdkammerat, siger Brian Lykke.

Tiden har altså været den store barriere for Brian Lykkes golfkarriere så langt. Men han er mere end klar til at tage flere livtag med sin nye sport.

- Jeg føler virkelig, at jeg har fundet noget her, som jeg kan dyrke de næste mange, mange år. Jeg har faktisk kun positivt at sige. Jeg er sgu pjattet med det.

 

Tre gode råd til nybegynderen

1. Sæt kaninkurset i kalenderen og prioriter det som nummer ét. Eller kombiner det med en ferie og et golfkursus, så det ikke drukner i hverdagen.

2. Lad være med at købe dig fattig i udstyr. Køb det basale, lær de grundlæggende ting og få fornemmelsen af det. Det er alt rigeligt i starten.

3. Variér din træning. Jeg har haft en tendens til kun at stå og høvle bolde på rangen, men det kan man højst få ondt i lænden af. Jeg har haft glæde af at gøre noget forskelligt og kombinere det med at putte og chippe.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer