Golfklub i tæt konkurrence tænker nye tanker | Golf.dk
Poul Ditlev er ny manager i Hammel Golfklub.

Foto: Privat

Golfklub i tæt konkurrence tænker nye tanker

12/12 - 2017 | Martin Rahbech

-Hvis man nu sætter en passer på vores adresse på Mosevej i Hammel og sætter den på 60 kilometer, så er der 38 andre klubber. Det er de samme medlemmer og greenfee gæster vi kæmper om.

Sådan formulerer den nye manager i Hammel i Golfklub, Poul Ditlev, konkurrencesituationen. Men det er ikke en passer, der er værktøjet i Hammel Golfklub.

-Vi skal gøre os mere attraktive, og de grønne arealer skal være i orden. Vores klubhus er to gamle barakker, men det fungerer fint for os, og vi skal ikke bygge et palads, men vores bane skal spille og folk skal have en god oplevelse, og så kommer de igen, siger Poul Ditlev.

Hans titel som manager er ny, men han har været en del af bestyrelse i over ti år. Så han kender klubben tæt ved Frijsenborg bedre end de fleste. Og han kender planen og klubbens medlemmer, som samlet balancer stabilt omring de 1000.

-Vi vægter det sociale højt, og vi skal ikke tjene mange penge på for eksempel en restaurant. Så vi driver den selv og sælger relativt billige fadøl. På hul 16 hænger et menukort, så vi kan få folk til at komme i vores café i klubhuset. Måske for noget at spise, et hjemmebagt stykke kage eller en kop kaffe. Det skal være med til at få folk ind for at hygge sig efter en runde i stedet for bare at køre hjem, siger Poul Ditlev.

Udover et drive caféen selv driver man også selv proshoppen gennem en aftale med Golffather, og man kigger også mod initiativer, der kan gøre træningen attraktiv og anderledes med Positive Impact Golf baseret på kort sagt et positivt sving baseret på tanker fra den engelske pro Brian Sparks.
Hammel Golfklub er som den første klub i verden certificeret til at træne i Positive Impact Golf.

-Vi har haft en svensker på over 70 år på besøg. Han kørte fra Malmø til Hammel for at prøve det, og han kørte glad tilbage til Malmø samme dag. Det viser den nytænkning, vi gerne vil stå for i Hammel Golfklub, siger Poul Ditlev.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer