Golferens Blog: Loop dig 50 meter længere | Golf.dk
Vi vil alle sammen gerne have mere længde med den store dreng i bag'en.

Foto: Brian Rasmussen

Golferens Blog: Loop dig 50 meter længere

09/07 - 2019 | Søren Meinertsen

Der er noget umiddelbart logisk i et roterende golfsving, hvis vi alene betragter selve nedsvingsdelen og ser på en spiller, der har nået toppen af tilbagesvinget og nu sætter gang i en bevægelse, der skal ende med, at køllehovedet rammer bolden.

I en rotations-kæde, hvor først hofter, krop, skuldre, arme, hænder og dermed også skaft og køllehoved sættes i bevægelse fra toppen af tilbagesvinget ned mod boldtræffet, ser vi logisk en slags udstrækning, som netop giver køllehovedet fart. Også vægtskiftet fra højre mod venstre er baseret på en form for udstrækning mod målet.

Især er vel udstrækningen af højre skulder og højre albue ned mod bolden i nedsvinget en forudsætning for en væsentlig del af køllehovedets fart, som vi kan måle som Club Speed. I virkeligheden burde ”logisk” en udstrækning af håndleddene også have effekt på Club Speed, men ak, det er lige akkurat modsat: Hvis håndleddene strækkes ud før boldtræf som et ”flip” tabes ganske enkelt alt det, arme og kølle er ”ladet med” – og det kan på sin vis virke ulogisk, især fordi mange specielt i starten egentlig føler håndledsaktionen som ”sving-agtigt.”

Det ”sving-agtige” kan understreges ganske meget og fastholde en spiller i ”logikken,” da man jo kan chippe fortrinligt alene med små, akkurate håndledssving – og faktisk findes der instruktører, der underviser i håndleds-chip – lige som vi også kan se store stjerner, derimod gængs teori bruger håndleddene meget aktivt i nogle chippe-situationer.

Håndledsbevægelser er en naturlig bevægelse for de fleste af os, ja, så naturlig, at trænere kan anbefale, at vi stikker en blyant ind bag uret for at låse håndleddet, når vi træner putting og chipping. Ideen med denne fastlåsning er dels, at chipping bliver mere ensartet, hvorved duffere og flækkere undgås, men i endnu højere grad handler det om at forstå et jerns udformning: Vi skal som spillere lære at stole på, at et jerns loft vil få en bold i luften, og at vi ikke med håndledsbevægelser skal forsøge at hjælpe bolden opad.

Måske er det den samme tanke om ubevidst at ville hjælpe en bold i luften, som nogle spillere har, når håndleddene i et almindeligt, fuldt golfsving strækkes ud før boldtræffet, og at kun de færreste – uden kompetent instruktion fra en træner – bliver klar over, hvor meget længde og hvor meget præcision, der kan tabes med håndleds-flip og ”scoop” – som vel nærmest er en slags forkølet skovlebevægelse og ikke det, det burde være, nemlig en kraftoverførsel fra slagflade til bold. Kraftoverførslen baseres ganske enkelt på, at hænderne nærmest bremser op i træfzonen, hvorefter køllehovedet kommer susende med langt, langt større hastighed end en håndledsaktion ville kunne klare. 

Det er energioverførslen fra slagflade til bold, som et golfsving dybest set handler om, og en golfkølles unikke udformning og grund-design handler alene om energioverførsel. Derfor er også et centertræf så afgørende på en driver.

Ingen tvivl om, at stjernerne har særdeles ensartede centertræf, og det gælder også enhver elitespiller, at træffet er tæt på center. Anderledes med os klubgolfere: Vi vil som oftest tabe mange meter på mange drives, der rammer overalt på slagfladen. Her kan der let tabes ti meter.

Men for os klubgolfere er der mange, mange flere meter i spil end blot ti meter (endda med optimale sving!), men lægger vi alle småforbedringer sammen kan det hurtigt blive tyve og tredive meter. Et godt eksempel er den lille fremragende videosekvens, som Emily Pedersen har glædet os med på golf.dk:

https://www.golf.dk/nyhed/højre-lomme-til-venstre-skulder-slå-længere-med-din-driver

Emily Pedersen klarede desværre ikke cuttet i sidste uge på LPGA-touren, men det var ikke de målte drives skyld: Emily drivede omkring 240 meter og netop ti meter længere end den førende spiller! 

”Højre lomme til venstre skulder” er mit nye driver-mantra og faktisk kan man anvende Emily Pedersens øvelse samtidig med, at man sprayer lidt fodspray på slagfladen for at øve centertræffet i samme ombæring.

Motivationen til øvelserne hentes i bevidstheden om, at drives måske kan blive 10 til 20 meter længere. Sød musik, der holder gejsten oppe på driving range!

Men de 50 eller måske 100 meter mere?

Det kan gælde en lang, lang række klubgolfere, at deres drives kan blive betydeligt længere, og noget af forklaringen kan vi faktisk også hente i videoen hos Emily Pedersen.

En spiller, der heller ikke klarede cuttet var amatøren Presley Cornelius. Det er til at forstå: Driverlængden på første runde var omkring 145 meter, og på anden runde var den helt nede på 110 meter. Det er ikke meget – og det forekommer helt urealistisk, at forestille sig at en bedre angrebsvinkel og bedre centertræf skulle kunne bringe denne spiller op i nærheden af de 200 meter. Der skal mere til – og det skal der også ofte for os klubgolfere.

Grundlaget for længde er simpelt at få mere fart i køllehovedet. Kan vi sætte Club Speed i vejret er vejen banet for betragteligt længere drives. 

Det handler kort sagt om at kunne loade en golfkølle. At lade en golfkølle med energi, der kan udløses i bolden, er den afgørende forudsætning for den grundlæggende slaglængde. Mange bække små kan føre til virkningsfulde merlængder, men det helt afgørende er køllehovedhastigheden.

Kun de færreste klubgolfere kan loade en driver på samme måde som Emily Petersen – eller som de langtslående stjerner blandt de mandlige spillere.

Vi kan tydeligt se, at mange stjerner endda kan holde en pause på toppen af tilbagesvinget, men det er en aktion som kun de færreste klubgolfere kan magte: Det har vi hverken teknik eller kræfter til, og resultatet bliver derfor ofte helt modsat, fordi vi ikke får ladet køllen med den nødvendige energi fra denne position – og i denne positionelle støbeske er det egentlig let at forstå, hvorfor nogle forsøger at slå fra toppen med en aggressiv skulderbevægelse, der bringer køllehovedet ud over linjen mod målet. Ikke så få mener, at denne uheldige stilling på toppen alene skyldes starten af tilbagesvinget.

Det kan der rådes gevaldigt bod på:

Løsningen KAN være en slags ”amatør-loop.”

Loop forstås i denne forbindelse som en del af en cirkelbevægelse, og det er enkelt at se, at de bedste drivere har flere små loops undervejs i et sving. De er nøje afstemt og kræver ikke blot smidighed og grundlæggende teknik, men også timers, dages, ugers, måneders og måske års ihærdig træning. Golfspillere kan tjene styrtende med penge, men ingen er vist endnu kommet sovende til millionerne.

Som klubgolfere kan vi aldrig komme til at matche de store stjerner – og ikke engang de små og formentlig heller ikke matche yngre elitespilleres flair og talent for spillet.

Vi må nødvendigvis affinde os med mere jordnære muligheder.

En af de muligheder bliver ofte betragtet som en del af klubgolfspillerens svinghemmeligheder, fordi svinget er fundamentalt anderledes end en ofte lidt miserabel efterligning af det sving som en ung, atletisk stjernespiller som eksempelvis Emily Pedersen kan demonstrere for os som afslutning på den fine øvelse.

Vi kan bruge Emilys øvelse til at få ekstra fart og ekstra godt træf, men for at komme dertil, må vi have en grundlæggende god hastighed i køllehovedet.

Den hastighed kan mange få i et tilbagesvings-loop, som du skulle prøve en dag.

 I den allerførste del af tilbagesvinget svinges køllehovedet lidt op og ud over linjen mod målet. Det er det første loop, som er op- og udadgående. Næste loop er nedad og er starten på nedsvinget. 

Selv en absolut stjernespiller som Jim Furyk benytter et stort, sjovt loop til at komme i position på toppen af tilbagesvinget, men herfra er han alligevel i stand til loade køllen på samme måde som alle andre stjerner, og nedsvinget følger det traditionelle spor.

Med amatør-loopet handler det primært om at få fart i køllehovedet, men det kan for mange være en effektiv øjenåbner for et godt boldtræf, fordi svinget indefra er mærkbart fladere. Der er ingen tvivl om, at stor tillid til et godt boldtræf vil kunne give et mere frit golfsving – som igen giver øget Club Speed.

I kraft af loopet kan vi loade vores kølle med energi et andet sted end på toppen af tilbagesvinget. Der er sikkert en del gode forklaringer på dette fænomen, men hovedsagen er, at det fungerer, og at spilleren kan mærke, at der kommer mere Club Speed, når nedsvinget startes med det loop, der skal neutralisere det første tilbagesvings-loop.

Nu kommer nedsvinget helt klart indefra, og man kan mærke, at det giver effekt, når albuerne holdes ind til kroppen, og at der er ”bund” i udstrækningen af højre albue, og faktisk har man nu slet ikke tid til at udløse håndleddene inden boldtræf – og det er virkelig en kæmpefordel, for nu kommer der smæk i form af god energioverførsel.

Højre hånds håndled skal være lidt bukket bagud, mens venstre håndled skal presse den modsatte vej – akkurat, som hvis slaget foregik på en impact bag:



 

    

Simpelt kan vi se det logiske i en golfkølles design og udformning, når vi stiller os op og svinger ind i en impact-bag. Et ”flip” med udstrækning af højre håndled med en tilhørende ombuknimg i spilleretningen af venstre håndled vil nærmest føles som et forkølet tjat på en impact-bag, og vi kan tydeligt se med det tilsigtede skaftlæn mod målet, at 7-jernets loft nu mere ligner et 5-jern. Tilsvarende kan vi regne ud, at hvis hænderne flippede før impact, ville et 7-jern loftsmæssig kunne blive et 9-jern. Det koster i sig selv længde, hvis skaftlænet ikke bevares, fordi venstre håndled ikke bevares strakt – og vel endda gerne må bule ud mod målet.

I første omgang kan man prøve med en PW og halve og trekvarte sving, hvor loopet er enkelt at udføre allerede fra slag 1. 

Det, man skal holde øje med, er simpelt højden på boldene. Jo højere en bold kan flyve, desto mere Club Speed vil der aktuelt være. 

Man kan hele tiden sammenligne med det sædvanlige sving.

Hvis ”flippet” bliver ved med at drille, fordi håndleddene vil rettes frem mod målet, kan man simpelt lægge venstre hånds tommelfinger hen over bagsiden af højre hånd bag ved højre hånds tommelfinger. Det lyder lidt bøvlet, men det virker. Nu er det betydeligt nemmere at holde styr på håndleddene, indtil håndledsstillingen i impact bliver rutine.

Det tidlige lille loop i tilbagesvinget har i øvrigt en anden god fordel: Det kan være lettere at komme fladere ind til boldene.

 

User Comments:

  • Tak for kommentaren

    14/07 - 2019 | Søren West Meinertsen

    Hej Klaus. Tak for din kommentar, som jeg desværre først ser nu, da jeg skal tage tråden op fra sidste blog. Jeg prøver at gøre det mere fyldestgørende i uddybningen på tirsdag og tager også en video med for en sikkerheds skyld. Du må meget gerne skrive igen og fortælle, om forklaringen er blevet bedre og mere anvendelig. Bedste hilsener Søren (soren@meinertsen.com)

  • Det giver ingen mening

    09/07 - 2019 | Klaus Werner Rasmussen

    Hej Søren. Super spændende artikel, men bare alt for "kringlet" og for mig, tæt på uforståelig. Jeg fatter ganske simpelt ikke din "loop" forklaring. Og kan heler ikke se, at den vises på tilhørende video. Måske jeg er ualmindelig tung i rø..... - men jeg tænker, noget grafik kunne understøtte den skriftlige forklaring. Måske der er flere, der allerede har fattet "loop-forklaringen" - hvis der er, så læser jeg gerne en forklaring. Jeg tænker, "loopet" skal forstås sådan, at man laver et bagsving, der "falder" øverst oppe og gør, man kommer fladere til bolden. Eller er jeg helt gal på den??. Forklaring modtages med stor interesse. Mvh Klaus. W. Rasmussen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer