Farvel til sofadommerne | Golf.dk
Tv-seere behøver ikke længere holde ligeså vågent øje med de professionelle. Dommerne vil fremover selv nærstudere transmissionerne for at få løst eventuelle problemer med det samme.

Foto: Getty Images

Farvel til sofadommerne

12/12 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

I stort set alle sportsgrene kan man råbe nok så meget af dommeren og atleterne på tv-skærmen uden at det har den mindste indvirkning på udfaldet. Golf er en undtagelse. I de senere år har der været flere eksempler på seere, som har ringet ind til turneringer og gjort opmærksom på regelbrud – en af de mest kendte situationer kostede tidligere i år Lexi Thompson årets første major, da hun en dag efter at have genplaceret sin bold forkert på green blev tildelt to slags straf for forseelsen og to slag yderlige for at have skrevet under på en for lav score.

Det kommer ikke til at ske i fremtiden, for R&A, USGA og de største tours i Europa og USA indfører fra nytår et tiltag, der vil overflødiggøre tv-dommere ude i stuerne. 

Fremover vil mindst én dommer følge tv-transmissionen fra enhver turnering i håb om at opfange regelbrud med det samme, samt for at kunne assistere dommere på banen i tvivlsspørgsmål. Man vil ikke længere lytte til seere, der mener at have opdaget overtrædelser.

Skulle det alligevel ske, at en forseelse først bliver opdaget senere, vil man fortsat høre bevis fra spillere, tilskuere på banen, medier og rettighedsindehaverens officielle levende billeder. Optagelser på smartphones vil ikke blive brugt.

Til gengæld vil en eventuel straf med tilbagevirkende kraft ikke blive suppleret af to ekstra slag for at underskrive en for lav score, som det var tilfældet for Lexi Thompson i ANA Inspiration.

Allerede tidligere på året indførte man decision 34 3/10, som blandt andet siger, at et regelbrud opfanget af tv, der ikke med rimelighed kan forventes at blive opdaget af spilleren selv, ikke længere vil medføre straf.

Mandagens offentliggørelse er blot en appetitvækker til større omvæltninger. Fra 2019 vil gennemgribende ændringer af hele golfens regelbog blive foretaget i forsøget på at gøre spillet mindre kompliceret og mere fair.

Offentliggørelsen fra R&A 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer