De tre danske musketerer leverede varen | Golf.dk

De tre danske musketerer leverede varen

08/01 - 2018 | Claes Meldal

Power Rankings: Mens de fleste danskere slappede af i familiens skød, brugte en trio af danske stortalenter årets allersidste uge på at spille golf. Og det med stor succes.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Rasmus Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 4 i Boys’ Junior Orange Bowl Championship (amatør)
Rasmus Højgaard var en af de tre danske deltagere i Florida lige før nytår, og han løste opgaven i den stærkt besatte turnering med bravour. Højgaard var rundt i fire under par i første runde, hvilket placerede ham i toppen med det samme. Og han slap ikke grebet om toppen gennem resten af turneringen, hvor han samlet endte på ni under par.

2. Nicolai Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 6 i Boys’ Junior Orange Bowl Championship (amatør)
Nicolai Højgaard var endnu bedre end tvillingebror Rasmus i de første to runder, hvor han bejlede til en turneringssejr efter to runder i 67 og 66 slag. Desværre blev anden halvdel af turneringen en flad fornemmelse for Gyttegård-spilleren, der måtte op på 74 og 71 slag i de sidste to runder – men stadig kun havde tre slag op til andenpladsen i sidste ende.

3. Rasmus Neergaard-Petersen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 7 i Boys’ Junior Orange Bowl Championship (amatør)
Rasmus Neergaard-Petersen sørgede for, at alle tre danskere i Boys’ Junior Orange Bowl Championship havnede i top 10, da han satte en flot slutspurt ind på finaledagen. Her gik Nivå-spilleren feltets delt bedste runde med en 67’er og avancerede ni pladser til 7. pladsen. Flot comeback efter den ærgerlige 75’er i 3. runde.

4. Joachim B. Hansen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 6 i Joburg Open (European Tour)
Når der stiller 240 spillere til start i en golfturnering, er selv en top 50-placering ikke nogen nem præstation. Men Joachim B. Hansen fik vasket en del af pletterne på scorekortet væk og mistede kun otte slag til banen hele ugen. Det højere bundniveau blev vekslet til en imponerende 6. plads i Joburg Open.

5. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 21 i Omega Dubai Ladies Classic (Ladies European Tour)
19 birdies burde være nok til at slutte i toppen af de fleste golfturneringer, men desværre var det ikke tilfældet for Nanna Koerstz Madsen i Dubai. Hun måtte nemlig også notere 11 bogeys og en enkelt dyr dobbeltbogey, som kostede sejrschancen. Hun sluttede dog af med at avancere pænt via en finalerunde i 68 slag.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer