Danskerne er langt fra toppen ved Alperne | Golf.dk
Nicolai Tinning er bedste dansker ved Swiss Challenge inden søndagens runde.

Foto: Luke Walker/Getty Images

Danskerne er langt fra toppen ved Alperne

08/06 - 2019 | Kasper Ørkild

Jeppe Huldahl, Benjamin Poke, Rasmus Højgaard og Nicolai Tinning er alle med gennem weekenden, når Swiss Challenge afvikles i Luzern, Schweiz. Men hver af dem skal brænde banen af søndag for at nærme sig toppen af Challenge Tour-turneringens leaderboard.

Tættest på er Nicolai Tinning, som samlet er fire slag under par ovenpå lørdagens runde i 69 slag - to under par. En eagle på 17. hul sikrede altså et hop frem mod toppen. 

I skrivende stund placerer det ham lige uden for top-20 ved turneringen.

To slag dårligere i stillingen er Rasmus Højgaard og Benjamin Poke, som henholdsvis gik et slag under og i par på lørdagens runde.

Med tre birdies på de sidste seks huller kom Poke tilbage efter en dårlig start på runden, da han var tre slag over par efter otte huller.

Med en runde i 76 slag - altså fem over par - dykkede Jeppe Huldahl ned mod bunden af leaderboardet. To doubles på de første fem huller satte sit aftryk på hård dag for den erfarne dansker.

Nicolai Højgaard, Mark Haastrup, Martin Leth Simonsen, Christian Gløet, Lasse Jensen, Marcus Helligkilde og Martin Ovesen missede alle cuttet ved turneringen i Schweiz.

Se hele stillingen her.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer