Danmarks EM-herrer er semifinaleklar | Golf.dk
Danmarks herrelandshold kommer i kamp om bronzemedaljerne ved EM i sverige.

Foto: Torben Nyehuus

Danmarks EM-herrer er semifinaleklar

11/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det danske herrelandshold sneg sig med i Flight A ved EM i Sverige på yderste mandat efter en stor slutspurt onsdag. Med en samlet score i +14 sluttede de hele 33 slag efter Irland, der var modstanderen i torsdagens kvartfinale. 

Det var dog danskerne, som kom bedst fra start. Allerede klokken 07.00 blev der taget hul på spillet på Ljunghusen Golfklubb, og foursomen med Andreas Hillersborg Sørensen og John Axelsen var hurtigt færdige efter en sejr på 5&4, og kort efter vandt Alexander Frances og Rasmus Neergaard-Petersen med de samme cifre.

Herrerne vinder foursomes i overlegen stil

Formiddagens spil fik det til at ligne en simpel opgave, men der var mere spræl i irerne. 

Både Neergaard-Petersen og John Axelsen har prøvet at vinde guld til Danmark – Neergaard-Petersen ved hold-EM for drenge i 2017; Axelsen ved VM sidste år sammen med tvillingerne Højgaard – og som de to højest rangerede danskere på amatørernes verdensrangliste blev de sendt først ud til eftermiddagens singles.

Der kom dog begge op mod overmagten. Neergaard-Petersen tabte med 5&3 til verdens nummer 16, Conor Purcell, og Axelsen faldt med 4&3 mod Mark Power.

Så stod det 2-2 og helt lige inden de tre sidste singles. Hillersborg Sørensen var i kamp mod verdens nummer 23, Caolan Rafferty, men det var danskeren, 133 placeringer under sin modstander på verdensranglisten, som trak det længste strå på 18. hul.

I sidste single tabte August Thor Høst med 3&2, og så var det igen lige med kun to spillere tilbage på banen.

Alexander Frances var 2up efter 15 huller mod Tiarnan McLarnon, men selvom ireren fik tvunget matchen ud på 18. hul, var det Frances, som løb med en sejr på et hul.

4-3 endte det i dansk favør, og dermed er der booket billet til semifinalerne. For et år siden vandt Danmarks herrer bronze ved EM, og nu er de igen garanteret at komme i direkte kamp om et sæt medaljer. Måske endda nogle af guld.

Link til stillingen

User Comments:

  • Mød op og støt op om landsholdet i Sverige

    11/07 - 2019 | Michael Axelsen

    EM for herre spilles i øjeblikket lidt syd for Malmø. Ca 50 km fra København. Danmark er i semifinalen og kan godt bruge lidt støtte samtidig med at man vil få mulighed for at se noget sublimt verdensklasse golf. Så mød op og støt vores drenge mod Svensken. Tee tider mm kan ses på www.ega-golf.ch

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer