Danmark gjorde rent bord | Golf.dk
Emily Pedersen vandt for anden gang på en uge i Saudi-Arabien.

Danmark gjorde rent bord

24/11 - 2020 | Claes Meldal

Power Rankings: Danmark kunne fejre en aldeles suveræn uge på øverste europæiske niveau – uanset om det så foregik i Saudi-Arabien eller Sydafrika.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Emily Pedersen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 1 i Saudi Ladies Team International (Ladies European Tour)
Der var ikke så meget nyt under den saudiarabiske sol, da Emily Pedersen tee’ede ud til den anden turnering på Ladies European Tour inden for en uge. Hun vandt den første, og hun vandt såmænd også den anden. I sidstnævnte turnering gik hun tre bundsolide runder i 60’erne og viste igen, at hun er en klasse for sig selv i europæisk golf lige nu. Hun sikrede sig også endegyldigt sejren i Race to Costa del Sol – før der spilles sæsonfinale på Costa del Sol i denne uge.

2. Joachim B. Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 1 i Joburg Open (European Tour)
Så lykkedes det endelig for Joachim B. Hansen at nå helt til tops på European Tour – og det krævede en mandfolkepræstation i finalerunden (krydret med en nervøs Wilco Nienaber, der lukkede Hansen ind i titelkampen i slutfasen). Joachim B. Hansen spillede ikke champagnegolf i finalen, men han fik noget nær det maksimale udbytte ud af sin runde med en bogeyfri 67’er og kunne efterfølgende lade sig hylde som European Tour-vinder for første gang. Fantastisk flot.

3. Niklas Nørgaard Møller
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 5 i Challenge Tour Grand Final (Challenge Tour)
Der var kun 10 European Tour-kort på højkant i Challenge Tourens sæsonfinale, og fra en 43. plads viste det sig, at kun en sejr var nok, for at Niklas Nørgaard Møller kunne rykke ind i top 10. Det lykkedes ikke, men Kokkedal-spilleren spillede ­nydelig og stabil golf og lavede kun fire bogeys på de 72 huller. Det var nok til en femteplads i det stærke felt – og det kan kun styrke ham i troen på, at han har niveauet til at tage skridtet videre op på et tidspunkt.

4. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 27 i Pelican Women's Championship (LPGA Tour)
Nanna Koerstz Madsen fik et solidt resultat med fra Florida, hvor verdens bedste damespillere satte hinanden stævne. Hun slap fint fra mødet med den meget åbne Pelican-bane med drilske greenområder. Efter en 72'er i åbningsrunden (+2) fandt hun et godt niveau med tre runder på stribe i 70 slag, og det gav hende en absolut godkendt 27. plads i det skrappe selskab.

5. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 34 i Pelican Women's Championship (LPGA Tour)
Med kun 19 spillere under par for turneringen i Pelican Women's Championship var det ikke nogen nem bane, der ventede spillerne. Og Nicole Broch Larsen fik heller ikke nogen drømmestart, da hun måtte bruge 73 slag - tre over par - i første runde. Heldigvis kom hun godt efter det i de to efterfølgende runder, som hun gik i 70 slag med en del birdies og en enkelt eagle. I finalerunden kneb det dog med at finde samme mængde birdies frem, men hendes 72'er rakte til en slutplacering som nr. 34 - hvilket trods alt må betragtes som et fint resultat i selskab med verdenseliten.

Boblere
Ingen

User Comments:

  • Meget flot uge, hvad dét

    26/11 - 2020 |

    Meget flot uge, hvad dét angår. Sjældent mindes jeg 3 turnerings sejre i samme tråd.

  • Kurt P.

    24/11 - 2020 | Claes Meldal

    Hej Kurt Ja, den er bestemt ikke let - og man kunne sagtens argumentere for en delt førsteplads. Emily tager i mine øjne førstepladsen alene, fordi hun har vundet to turneringer inden for en uge og har været fuldstændig vanvittigt godt spillende i efteråret. Der er Joachim ikke helt endnu trods den flotte sejr i Sydafrika - men man kan jo håbe på, at han kommer det. :-)

  • Hvad er størst?

    24/11 - 2020 |

    Det er umuligt at vurdere hvilken sejr det var størst; Joachim eller Emily. De burde begge være placeret på en delt førsteplads

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,818,978
  • Unique Visitor:196,807
  • Registered Users:171,161
  • Unregistered Users:31,744
  • Blocked Users:12,488
  • Published Nodes:16,674
  • Unpublished Nodes:330
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.239.177.24
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:276
    • This week:2,727
    • This month:14,242
    • This year:3,141,527